Velkommen til PIPPIHUSET

- Vi er øens grønne børnehave og vuggestue.

Pippihuset er en privat integreret daginstitution med 6 vuggestuepladser for børn i alderen 0-3 år og 30 børnehavepladser for børn i alderen 3-6 år.

I Pippihuset ønsker vi at skabe barndommens gade, hvor der er frisk luft og højt til loftet, hvor man får skrammer på knæene, mudder i ansigtet og gode minder i hjertet.

Vi ønsker at skabe en atmosfære som er hjemlig og tryg, rolig og æstetisk, og som inspirere til leg og udvikling. Vi stræber efter en hverdag med få afbrydelser, tid til det enkelte barn, en tæt voksenkontakt og hvor børnene har mulighed for at danne relationer på tværs af alder.

Vi har indrettet vores “pippivilla” i små rum med hjemlige møbler. De forskellige rum, indbyder til forskellige aktiviteter. Vi har lyddæmpende materialer, rolige og klare farver til øjnene og så er det børnenes kunst, som er med til at udsmykke vores rum.

I Pippihuset er børn og voksne sammen om tingene, og vi hjælper hinanden med de daglige gøremål, uanset om det er at flytte brænde ind i bålhuset, rive blade sammen, eller så grøntsager i køkkenhaven.

Pippi er vores forbillede og hun husker os på, at vi aldrig må glemme at være nysgerrige og legesyge. I kan læse mere om Pippihuset her på siden, eller følge os på instagram under navnet boernehaven_pippihuset, hvis I ønsker et indblik i vores dagligdag.