Øens grønne børnehave

- Pippihuset er rundet af ønsket om at skabe en hverdag tættere på naturen.

.

Ærø er både fyldt med smuk, frodig natur og en kommune med en grøn profil. Det er Pippihuset selvfølgelig en aktiv og medskabende del af.

Naturen som medspiller

Det ligger i menneskets natur at vi finder glæde ved at være i aktivitet. At klatre, springe rundt og boltre sig er en nydelse. Derfor mener vi at et inspirerende og udfordrende udeareal er et fantastisk sted for børns læring og udvikling. Vi er derfor meget opmærksomme på vores udendørs rammer og vi bestræber os på, hele tiden at arbejde med vores have, skifte ud og tilføje nyt, så den bliver et attraktivt sted at være for børnene.

I Pippihuset finder I ikke gynger, klatrestativer eller mooncarbaner. Til gengæld har vi en stor og skøn have med klatretræer, rullebakker, buske og krat, man kan gemme sig i. Vi har et bålhus, som vi bruger ofte. Vi har en stor sandkasse. Vi har hængekøjer, hvis man trænger til at slappe af eller til at få et sus i maven. Vi har insekthoteller, vandbaner, regnvandstønder, plantekasser og en køkkenhave. Vi har områder til boldspil, fangeleg, hulebyggeri og områder til børnenes fantasi. Og så har vi medarbejdere der er engagerede i udeaktiviteter, og som selv elsker at være aktive i den friske luft.

Vi er en del af naturen - og naturen passer vi på - for vi er alle en del af naturens kredsløb. Vi er tæt på naturen hver dag, hvad enten det er hjemme i Pippihusets have eller på en af vores mange udflugter i den Ærøske natur. Vi inddrager naturen så meget som muligt i vores hverdag og meget ofte tager vi også naturen med indenfor og bruger den på en kreativ måde, f.eks. ved at bygge figurer eller lave dekorationer af naturmaterialer eller genbrugsting.

For at få inspiration til at udvikle på vores udeliv, deltager vi i “Friluftsrådets Grønne Spirer”. En ordning, der netop har fokus på naturen som læringsrum for både børn og voksne. Vi har også det “Grønne Flag” som er et anderkendende symbol på, at vi er en institution med en grøn profil, og som arbejder med naturen i dagligdagen.

Grønt ansvar

Vi mennesker er en del af naturen og miljøet, og har dermed også et stort ansvar for at passe på det hele, så der også er en god og mangfoldig verden til de næste generationer.

Her i Pippihuset forsøger vi at leve op til dette ansvar ved at vælge løsninger, der belaster miljøet mindst muligt.

  • Vi bruger så vidt muligt økologiske eller lokale dagligvarer

  • Vi affaldssorterer

  • Vi fører en grøn indkøbspolitik, det vil sige at vi går efter de produkter/legetøj/maling osv. som er mærket med godkendte miljø og energimærker, og vi køber helst lokalt

  • Vi praktiserer genbrug i videst muligt omfang

  • Vi bruger miljøvenlige rengøringsmidler

  • Vi opsamler regnvand

  • Vi lærer børnene grønne vaner (luk for vandet, sluk lyset)